Notitsluppen

Arbejdsrapport om erfaringerne med tre dage på bloggen.

Stig, Jakob og Lars på Notitsluppen

Ideudvikling

Vi var enige om, at vi ville beskæftige os med det politiske stof. I bestræbelserne på at få emnefeltet overskueligt, valgte vi at kaste os over notitsgenren. Ideen kom fra arbejdet med nyhedsredigering, hvor vi fik øjnene op for, at større perspektiver godt kan gemme sig i små notitser.

Teknik

Efter et par forsøg blev vi koblet på og blev efterhånden også alle koblet på som administratorer. Designmæssigt synes vi ikke det var så let at lave siden, som vi gerne ville have den mht. billeder og opsætning. Skabelonerne låser meget til et bestemt udseende og tilpasning af billedet i sidehovedet er noget besværligt. Men ellers virker det som om WordPress har det, der skal til, for hurtigt at komme i gang med at blogge.

Det at skrive indlæg

Vi kastede os over historier og fik alle skrevet et nogle indlæg. Hvis vi skulle arbejde videre, ville det nok være nødvendigt at lave en vis form for tilstræbt ensartethed mht. opsætning, længde, fremhævede ord, links mm – men vi overlod det til den enkelte, at forsøge sig efter bedste evne. Flere af indlæggene blev nok for lange og savnede måske illustrationer af den ene eller anden art.

Debatten

Der hvor det blev rigtigt sjovt og medrivende, var da der begyndte at komme respons på vores indlæg, dels fra andre studerende, men også fra ”den rigtige verden” – herunder en linkhenvisning på politiken.dk. God oplevelse at publicere noget som umiddelbart bliver læst, og hvor man straks får respons. Det var selvfølgelig i det små, men den gode fornemmelse var der.

God måde at få konkretiseret nettets og specielt Web 2.0’s natur på: Indhold forbindes via links og respons fra aktive brugere, og vi har i det mindste chancen for at blive lidt klogere undervejs.

Konklusion

Spændende at stifte bekendtskab med denne verden. Om vi skal bruge tre-fire dage på denne lille del af web-verdenen kan man diskutere, men det gav i hvert fald et indblik i hvilke muligheder blogs rummer.

En anden gang vil vi nok vælge et emne der er lidt mere veldefineret. Det er blevet lidt svævende at det eneste kriterium for vores indlæg var at de tog udgangspunkt i oversete nyheder. Vinklen er jo god nok men det ville være nemmere hvis vi også havde et snævrere emne: EU, miljø, uddannelse eller lignende.

Af Jakob Madsen

Så er den gal i ældresektoren igen – og den sidste socialist i socialdemokratiets top, Mette Frederiksen, har også fået færten af … ja, noget der lugter rigtig grimt.

Badeværelserne i de københavnske ældreboliger er nemlig så små og utidssvarende, at plejepersonalet får ondt i ryggen, når de skal hjælpe beboerne med at gå på toilettet. Det går ikke, og derfor må de ældre besørge i deres soveværelser eller stuer. Læs om det her.

Det er jo skammeligt, og Mette Frederiksen har været en af de første til at lufte sin retfærdige vrede. Sagen giver socialdemokratiets populære næstformand en oplagt chance for at levere sin kernekompetence, og så skal man ikke tænke sig om to gange i moderne dansk politik. Politikere skal ses og høres – og helst hver dag.

Og Mette Frederiksen er overrasket, ja måske endda chokeret. I hvert fald synes hun, det er uværdigt at gå på toilet i stuen. Men med al respekt for Mette Frederiksens brand som kompromisløs forkæmper for de socialt udsattes vilkår, ja så har jeg altså ikke så meget til overs for hendes indblik i danske ældres levevilkår.

Jeg skal ikke være socialminister i den næste socialdemokratiske regering, men jeg kan da hurtigt forsyne hende med mindst en historie, der virkelig bør chokere hende.

Om en kvinde sidst i 70´erne der sidder i en plejebolig i provinsen. Hun er dybt senil og magter ikke længere de mest basale ting, herunder den personlige hygiejne. Personalet har ikke tid til at give hende den hjælp, der er brug for, og da slet ikke til at gøre rent, så lige nu er hun ved at gå til i sit eget ****

Men man kan jo ikke vide alt, og Mette Frederiksen har da ret i, at der mangler plejeboliger, at der skal bygges flere almennyttige boliger, og at velfærdsministeren skal på banen. Problemet er nok bare, at der ikke rigtig er penge til de helt store forkromede olle-kolle prospekter.

Til gengæld er der da råd til en forhøjelse af ældrechecken. Den blev da i hvert fald vedtaget med den sidste finanslov af Venstre, Konservative og DF og – nå, ja - socialdemokratiet.

Pengene har det jo bedst i borgernes lommer! Og så er det jo ellers ligegyldigt, om man må gå på potten midt på stuegulvet – hvis man da overhovedet er i stand til at gå på potten.

Ret skal dog være ret. Det er nok ikke Mette Frederiksen, der lægger mest vægt på det med ældrechecken. Hvis den skal veksles til almennyttige mursten, er det nok Karen Jespersen, man skal have fat i.

Spørgsmålet er bare, om Karen Jespersen synes, at det er noget, der rager hende. Hun er jo trods alt velfærdsminister – altså minister for velfærd. Og det her handler jo om det modsatte: social nød, armod, fattigdom eller hvad man nu kalder det. Så klap lige hesten Mette Frederiksen og gå et andet sted hen med alle de der triste plejehjem og gamle mennesker og al deres snavs.  

Af Stig Andersen

Hvorfor handler historier om lokalplaner altid om grådige bygherrer, småkorrupte byrådsmedlemmer og kværulantiske borgere? Kunne jeg ikke for en gangs skyld få lov til at læse en god positiv historie, hvor alle aktører på den lokale scene bidrager til en løsning, alle kan være tilfreds med? Måske skrive en selv en dag?

Det startede ikke godt. Jeg havde ikke bladet mange lokale og regionale aviser igennem, før jeg var begravet i historier om byrådsmedlemmer i Silkeborg, der havde købt bevaringsværdige ejendomme for at bygge nyt og for højt på grunden, borgere i Skanderborg, der har udsigt til, at smykkefirmaet Pilgrim bygger et tolv meter højt erhvervsbyggeri i et idyllisk hjørne af byen, som skulle have været boligområde, ulovlige badebroer i Nordsjælland, der skæmmer kystlinjen, osv., osv.

Men så var den der. På Fredensborg-siden i mandagsudgaven af Frederiksborg Amts Avis var der en lille tospaltet artikel med overskriften ”Dialog skabte resultater”. Her havde jeg historien om konstruktive borgermøder om lokalplanen for det nye boligbyggeri Langkildeparken, få indsigelser fra borgerne og sikring af de naturværdier, der kunne være truet af det nye byggeri. Som et andet lokalt medie, Ugebladet, skriver i sin overskrift til stort set den samme artikeltekst: ”Langkildeparken bør danne skole”.

Det var skøn læsning, men lød desværre næsten for godt til at være sandt – og det var det heller ikke! Et par søgninger på Google og et telefonopkald senere stod jeg med en mundtlig og en skriftlig kilde, der ødelagde den smukke historie. Torsten Christensen, formand i Andelsboligforeningen Dannebo og bosiddende i området siger: 

”Jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet i artiklen. De var begyndt at rydde skoven, før der blev mulighed for at gøre indsigelser. Løbet var kørt på det tidspunkt, og de indsigelser, vi fremsendte til kommunen, blev blankt afvist.”

Og den skriftlige kilde? Det er såmænd en pressemeddelelse fra marts måned på Fredensborgs kommunes hjemmeside, som på nær nogle ubetydelige småjusteringer er den tekst, Frederiksborg Amts Avis bragte! Der var ingen byline eller kreditering på artiklen, så det er da godt, vi har Google til at hjælpe os med at finde kilden.

Nå, den gode journalist bag artiklen kunne fortælle, at han havde været udlånt til en weekendvagt i en del af kommunen, som han ikke normalt dækkede, at der jo altid er lidt ’fyld’, der ligger over, hvis der ikke rigtigt er sket noget, og han da i øvrigt var ret sikker på, at avisen havde dækket sagen kritisk tidligere i forløbet. Måske jeg skulle have lugtet lunten, da der til sidst i artiklen stod, at lokalplanen blev endeligt vedtaget på et byrådsmøde mandag 25. februar – det var så mindst et nyhedskriterium, der var smuttet der. 

Nu er det jo nemt at holde den journalistiske fane højt, når man ikke selv sidder derude på prærien og skal sende nogle røgsignaler op med faste mellemrum. Men jeg fik i hvert tilfælde i denne omgang lært, hvordan den såkaldt positive historie ikke skal laves.

Af Jakob Madsen

Eleverne i en niende klasser på en Århusiansk folkeskole er til prøve i biologi. Prøven foregår i computerlokalet, det er nemlig en af de nye digitale prøver.

Prøven går i gang, men noget er galt – de fleste af eleverne kan ikke logge sig på. Der går op til 20 minutter, før alle eleverne er logget på de centrale servere via internettet.

Koldsveden samler sig i store pytter på gulvet, mens eleverne kæmper for at komme igennem. Heldigvis får eleverne chancen igen nogle dage senere, hvor de kan tage prøven på papir.

Et par af eleverne i klassen har imidlertid været kvikke. De har printet den elektroniske prøve ud. Efter prøven får de lige læreren til at gennemgå prøven sammen med dem. Som de havde håbet, er spørgsmålene i papirprøven et par dage senere identiske med dem i de digitale prøver – og ja, lad os bare sige, at de klarede prøven tilfredsstillende.

Ovenstående er kun en af de bizarre scener fra afgangsprøverne i folkeskolen 2006. Det virkelig sære er bare, at de måske også kan blive virkelighed i 2008

Bertel Haarder har nemlig bestemt sig for at gennemføre de digitale afgangsprøver i år. Problemet er bare, at ingen ved om de virker.

Da skolestyrelsen og det ansvarlige IT-firma Cowi skulle afprøve de digitale prøver d. 31. marts, gik det galt. Generalprøven brød sammen. De 6000 elever, der var mødt op som prøvekaniner, kunne godt logge sig på – men de kunne ikke komme i gang med prøven.

Men folkeskoleprøverne bliver ikke aflyst. Og den 19. og 20. maj sidder 25.000 elever klar ved computerne rundt omkring i landet.

En ting er, at det kan være svært at forstå, hvorfor prøverne absolut skal gennemføres digitalt. Hvorfor laver man ikke almindelige prøver på papir, indtil man er sikker på at det digitale isenkram virker?

Er det blevet et prestigeprojekt? Eller er der bare tale om, at staten ikke gider betale for alle de censorer, der skal rette prøverne?

Men det værste er den arrogance og foragt, der ligger i fremgangsmåden. Foragt og arrogance for alle de elever, der skal til prøve. Både de dygtige elever, der har sat sig op til at yde en ekstraordinær præstation – men også eleven der ikke kan hitte rede på fotosyntesen og fødekæderne og derfor frygter prøvesituationen.

Og hvordan hulen skal lærerne forklare dem, at prøver og faglighed er vigtige, når den centrale myndighed på området ikke tager nogen af delene alvorligt?

Jeg vil nødigt gentage mig selv, men adskillige versioner af det skæve tårn i Pisa danser i dette øjeblik for mine øjne, og den gamle sandhed står bøjet i digitale advarselslamper: Det er menneskeligt at fejle, men det er altså rigtig dumt at gentage fejlen. 

Af Lars M Christiansen

Vi ved det godt. Vi lærer vores børn det. At penge kun kan bruges en gang. Hvis du bruger dine sidste 134 kroner på et nyt PC-spil i dag, så har du ikke penge til en ny fodbold i morgen.

Det er så enkelt at det næsten gør ondt.

Alligevel er det overraskende, at en notits i dagens Aarhus Stiftstidende fortæller den banale historie, at hvis sygehusvæsnet bruger flere penge på kræftområdet, så bliver der færre penge til noget andet - i dette tilfælde de sukkersyge.

Hvorfor har vi ikke før fået en masse af den slags historier?

Regeringen har flere gange siden 2001 givet særlige grupper høj prioritet. De har fået behandlingsgarantier, altså garantier for at blive behandlet inden der er gået et vist antal uger.

Og flere gange har jeg haft på fornemmelsen at det er de patientforeninger, som råber højst som får mest opmærksomhed og dermed tager flest hop op af ventelisterne.

Det er hoftepatienter, det er knæpatienter, det er kræftpatienter som har fået garantier og særbehandling. Men hvad med ældre med demens, hvad med psykisk syge børn og andre små og stille patientgrupper?

Ja de bliver overset, overhørt og pengene bliver brugt andre steder – og så er pengene væk.

Vi vælger vores politikere for at de skal udstikke de store linjer og prioritere hvor skattekronerne skal bruges. De må stå ved at de vælger nogle grupper til og andre fra – for det er åbenbart det de gør!

Af Jakob Madsen

Forestil dig, at en kvinde overfaldes og kvæstes voldsomt. Hun overlever indtil videre, men hendes tilstand er kritisk. Der er ingen tvivl om, hvem der står bag. En seriemorder. Fremgangsmåden er den samme hver gang. Han har mange ofre på samvittigheden. Mænd, kvinder og børn. Nogle dør, andre overlever med svære kvæstelser. Nu har han altså slået til igen.

Sagen omtales stort set kun i de lokale medier. Som en mindre notits. Borgerne, der bor i området, har jo en særlig interesse i sagen. Måske er det en de kender? Der er ingen, der spørger om, hvad der bliver gjort for at stoppe myrderierne. Og der er ingen, der magter at bremse den uhyggelige dræber. Livet går videre, selvom alle ved, hvad der foregår.

Nej, vel? Det kan ikke passe!

Men der er faktisk en dræber, som går frit løs iblandt os. Og i går var der bud efter en ung kvinde i Silkeborg. Hun blev kvæstet i en højresvingsulykke. Ingen ved om hun overlever - og hun deler skæbne med mange:

Statistikken siger, at der er omkring 30 andre danskere, som kommer til skade i højresvingsulykker hvert år. 10 af dem dør. Man kan få et konkret udtryk for problemets omfang, hvis man søger på ”højresvingsulykke” på Google. Og du behøver ikke engang gå ind på de enkelte links:

“Lille pige i kritisk tilstand efter højresvingsulykke”

“Kvinde dræbt i højresvingsulykke”

“Ældre mand dræbt …”

“Mor og datter …”

Sammenligningen mellem højresvingsulykker og seriemord er selvfølgelig søgt. Der er jo forskel på at overfalde sit offer med et bevidst ønske om at dræbe og så et hændeligt uheld, hvor et menneske mister livet. Og en højresvingsulykke er et hændeligt uheld. Ulykken sker jo på grund af chauffører og cyklisters uopmærksomhed. Der er ingen onde hensigter. Hvis der er en morder i denne sammenhæng, må det være vores manglende vilje og evne til at gøre noget.

Det undrer mig at en type ulykker, som så ofte har dødelig udgang, ikke tildeles større opmærksomhed i offentligheden. Eller i det politiske system. Rådet for større færdselssikkerhed har godt nok lavet en kampagne. På hjemmesiden Undgå højresvingsulykker kan cyklister få gode råd om, hvordan de kan undgå at blive kørt ned. Og så er der vist også noget med en tv-spot, som jeg ikke har set - men jeg ser jo heller ikke så meget fjernsyn …

Jeg så engang en plakat med syv - otte billeder af det skæve tårn i Pisa i forskellige størrelser. På plakaten stod der: ”Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt at gentage en fejl.” Ud fra denne simple målsætning må jeg konkludere, at vi har et dumt samfund, når cyklister igen og igen bliver mast under forhjulene på store lastbiler.

Hvor svært kan det være? Lav alle kryds om til rundkørsler. Lav en opdeling af trafikken, så lastbiler kun må bruge bestemte trafikårer, som cyklisterne ikke må køre på. Eller giv lastbilerne skørter på - og gør det inden bordet braser sammen under vægten på alle de lig, der er stablet op på det.

Af Lars M Christiansen

Politikerne tør ikke, men danskerne er klar til at betale flere grønne afgifter. Vi er klar til at betale mere i skat, bare det er en skat som vi kan forstå og som vi tror på! Det gælder for eksempel de grønne afgifter.

Det afslører en notits i de fleste dagblade den 7.april, med henvisning til en artikel i ugebrevet A4.

En stor europæisk undersøgelse, blandt 27.000 borgere i de 27 EU-lande viser, at Danmark er helt i top, når det drejer sig om tiltro til grønne afgifter, som en vej til at forbedre miljøet. Til sammenligning er gennemsnittet blandt alle EU-borgere udregnet til 14%.

Men regeringen tør ikke omsætte befolkningens velvilje til konkret handling.

Miljøministeren udtalte ved sin tiltrædelse, at han ikke ville indføre flere grønne afgifter, selvom regeringsgrundlaget peger på grønne afgifter, som et redskab til at forbedre miljøet.

Også skatteministeren træder stadig vande ved at henvisning til et udredningsarbejde under den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Kock.

Hvis danskernes skal blive ved med at tro på de grønne afgifter, skal der handling til.

Hurtig handling, men med lempe.

Ifølge professor i politisk sociologi ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, kan en periode med et andet fokus på miljøet, som da Bjørn Lomborg var toneangivende, mindske begejstringen.

Og på samme måde kan en aggressiv miljøpolitik, som under Nyrup i 90’erne, føre til at danskernes vilje til at betale for et bedre miljø hurtigt kølnes.

Så hvad venter politikerne på? Vi danskere er klar til at betale for et bedre miljø – lad os dog få lov nu!